AAU logo
Peter Just Rasmussen er årets underviser  på musik i 2020

Peter Just Rasmussen er årets underviser på musik i 2020

De studerende på Musik har i år indstillet Peter Just Rasmussen som årets underviser og begrunder blandt andet valget med hans evne til at favne alle studerende og få det bedste frem i den enkelte.

Lagt online: 27.01.2020

Peter Just Rasmussen underviser i arrangement og sammenspil, grundlæggende musikteknologi og musikhistorie. Han beskrives som en dygtig og kompetent underviser med en nysgerrighed og kærlighed til musikfaget såvel som til undervisning. Af indstillingen fremgår det blandt andet:

  • Peter kom ind som et frisk pust. Hans vilje til - på en meget overbevisende og stimulerende måde - at lære noget, han virkelig kan, fra sig, får os til at finde det bedste, kreative og tænkende frem i os selv. Hans meget omgængelige, hjertelige væsen blandet med hans egen nysgerrighed i musikfaget bød på nye faglige 'overraskelser' og anderledes tænkning, hvilket løftede mit eget syn på musikfaget. Han er altid velforberedt og ekstra hjælpsom med litteratur og projektspørgsmål ud over sine egne fag.
  • Peter favner os alle. Han formår at målrette sin undervisning mod den enkelte studerende og møde os på hvert vores individuelle niveau. Han opmuntrer os til at ville gøre vores bedste og støtter os i processen.
  • Peter er en dygtig og kompetent underviser, og det stråler altid ud af ham, at han brænder for faget og elsker at undervise de studerende. Derudover er han altid tilgængelig for de studerende, da han altid byder os velkommen til en snak om løst og fast, hvis der skulle være brug for det. Jeg kender derfor ikke nogen, som er mere kompetent, eller der fortjener denne pris mere, end Peter Just Rasmussen. Han er essensen af en fantastisk underviser!